Blæsende og som var der kuling fra vest, valgte jeg alligevel at løbe mig en tur, efter en meget rolig weekend, hvor benene næsten ikke orkede at rejse sig, så snart mor kaldte nedefra. En løbetur på små fem kilometer, føltes pludselig som de ti. Mine ben føltes som klodser jeg slæbte afsted og på vejret kunne man mærke, at klokken snart nærmede sig de ni. Pludselig virkede hver en kornmark uhyggelig og majsmark som befandt jeg mig i en gyser. Blomster skræmte livet af mig, og denne mørke augustaften fik mig til at løbe stærkere end nogensinde før. Fem kilometer, hvor jeg havde fart på, som var der nogen efter mig. Hvilken uhyggelig følelse ude i blæsten, men hvilken vidunderlig følelse, da jeg endelig tog løbeskoene af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar