Tre uger, done. Tre uger jeg har tilbragt med mennesker, jeg hurtigt er blevet glad for. Jeg har givet mig selv lov til at græde, når det var det, jeg havde brug for. Jeg har accepteret, at jeg er et menneske. Accepteret at jeg faktisk er blevet glad for Brejninggaard igen. Jeg ville ikke indrømme det. Nu vil jeg. Folk er evigt søde og hjælper gerne, hvis man har brug for en hånd. Alle kæmper deres egen kamp, alle er der endnu. Jeg er så stolt af dem. Jeg smiler helt tanken om, hvor skønne de er. Så åbne. I aften sætter jeg igen kursen mod skolen og denne gang, er det med et smil på læberne. Jeg er heldig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar