Hæ

Det bedste kapitel sluttede med et brag. Taler og ord blev sagt, sange blev sunget og tårerne rev sig løs. Selv holdte jeg en tale. En tale, jeg havde brugt to måneder på. Så lang tid, fordi det er mig så ømt et punkt. Jeg er endnu lidt rastløs. Først nu har jeg tid til at sidde med familien, hjemme på terrassen. Med en skål foran mig, med jordbær. Med en søster overfor mig, der aftenen forinden lagde en tegning på mit skrivebord. Med en lillebror, hvori jeg nærmest ser mig selv. Inde ved telefonen sidder far, der jubler over nu at have fundet et job. Og mor, der smiler og prøver at opmuntre mig til det nye år. Sidst, men ikke mindst er der min storebror. Storebror der bruger al sin tid, ude ved hans lille bil, og gerne kører mig til hvilken som helst destination. Hm. Jeg tænker tilbage på nogle fortryllende tider, og selvom jeg ved det, registrerer min hjerne ikke, at vi ikke kommer tilbage. Pakkelisten har jeg ikke skænket en tanke, men den bliver pakket, når jeg er mentalt klar. Og hvor lang tid der går, vides ikke....