Uh

Kan det passe, at hver evig eneste dyrebare tanke, skal gå til dig. Til alt du står for og gør. Til alt du har gjort for og mod mig. Er det meningen, at jeg skal gennemanalysere hver en dag, hver en time. Er det normalt, at have så stor en knude i maven, der bare ikke kan løsnes? Det forvirrer mig. Mine tanker kludrer i det, som var vi halvtreds børn til at lege kluddermor. Som en garnrulle min kat har leget med. Jeg kan ikke finde enden på det og jeg får mere og mere ondt i maven, jo mere tid der går.