Ush

Kære Juni.
Allerede nu, har du vakt stor glæde i det lille hjem. Med dig har du medbragt solskin, fuglefløjt og plus-20 grader. Du gør noget godt for os alle. For det første, giver du os en smuk gylden farve, der klæder os alle. For det andet, giver du os lov til at dyrke vores indre hippie med bare tæer og løse kjoler i fine farver. For det tredje, skaber du et smil på vore læber, som ingen anden kan gøre det. Vi bliver pr. automatik gladere og føler os mere frie, end på noget andet tidspunkt.
Hos mig, er du virkelig kommet på rette tidspunkt.
Kærligst, Laura

Lidt glæde

Du koster mig så mange tanker dagligt. Dog får du mindst ligeså mange smil frem og giver mig uendeligt meget kærlighed. Du lærer mig så meget om mig selv, og det at holde af. Det at være så forskellig, men alligevel så ens. Alt du giver mig, er så meget mere værd, end hvad jeg nogensinde kommer til at eje. Det er som om, at du har oprettet nogle nye synspunkter, en ny side. Som om du har åbnet en verden, hvor alt man vil, kan ske. Hvor intet er dybt umuligt og fjernt. Kæmpe stort tak for det og dig, og for nu, hele seks måneder i dejligt selskab. 

Tempo på

Det kører på skinner. En mandag bliver brugt i fitness med en motiverende og sød pige, der efterfølgende følger mig hen til toget, der sætter mig af i Borris, hvor endnu en sød person venter. Turen går hjem, ud på landet og første halve time bliver brugt på fordybelse i nogle rimelig overkommelige lektier. Derefter tegnes der, males, ryddes op, findes tøj og pakkes taske. Otte dejlige timers søvn finder sted, før en tirsdag med en kæmpe mængde moduler og dernæst the- og kaffedrikkeri med endnu en sød én. Her bliver plapret om gymnasieliv og kærlighed til både tøj og ham den søde, og pludselig vender toget igen snuden mod lille Borris. Her venter en dejlig aften med hurtig løbetur, der sætter det stille og rolige tempo op, fra de to fredsommelige dage. En onsdag der bliver spenderet et sted, hvor tankerne kan løbe frit og alt er tilladt. I min seng, med de dejligste dyner trukket ind i det mest vidunderlige blå-og hvidstribede betræk. Timerne går med min yndlings, som jeg slet ikke tør kaste mig ud i at beskrive. Mormor tager et smut forbi og plukker spandevis af bær. Aftenen går med en lang gåtur i det dejlige vejr, hvor forskellige emner bliver vendt. Da vi ankommer hjemme igen, kalder dynerne oppe på værelset og vi putter os hurtigt. Torsdag bliver der slappet af. Tidligt hjemme, lektier og afleveringer laves. En sød slikkurv med en masse godter bliver mikset sammen, klar til turen går mod Dejbjerg, hvor min søde rumbo holder til i år. Der snakkes og bliver krammet en masse, turen går hjem og der pakkes til en forventningsfuld og dejlig weekend. Hygge med en masse skønne piger finder sted fredag, før vi smutter afsted, hvor synet af 400 mennesker ses forude. Et brag af en fest, med nye bekendtskaber og gamle venner ses. Da klokken rammer de to, rammer jeg ligeså min seng, til en dejlig nats søvn, før der gøres klar til næste fest lørdag. I ført sommertøj, badevinger, hulakrans og et smil på læberne danser vi flere timer, skråler med på sangene, drikker farverige drinks, og smutter så til sidst glade hjem i seng. Nu sidder jeg her, efter en herlig uge og hvor er det skønt at sige, at jeg går en ligeså dejlig én i møde.

I det sidste ende var det jo godt...

Blæsende og som var der kuling fra vest, valgte jeg alligevel at løbe mig en tur, efter en meget rolig weekend, hvor benene næsten ikke orkede at rejse sig, så snart mor kaldte nedefra. En løbetur på små fem kilometer, føltes pludselig som de ti. Mine ben føltes som klodser jeg slæbte afsted og på vejret kunne man mærke, at klokken snart nærmede sig de ni. Pludselig virkede hver en kornmark uhyggelig og majsmark som befandt jeg mig i en gyser. Blomster skræmte livet af mig, og denne mørke augustaften fik mig til at løbe stærkere end nogensinde før. Fem kilometer, hvor jeg havde fart på, som var der nogen efter mig. Hvilken uhyggelig følelse ude i blæsten, men hvilken vidunderlig følelse, da jeg endelig tog løbeskoene af. 

Vi trak på smilebåndet

Når udtryk som mamelukker og sludrechatol bliver brugt i en ganske almindelig hverdagssætning, så ved man, at mormor er på visit. Flere af disse bliver slynget ud i løbet af eftermiddagen, hvor der bliver spist tærte og vegetarfrikadeller til frokost, ved et  bordbænkesæt et sted i Søndervig. Vi lytter til mågerne der skriger ned til os og vi får fortalt for 3. gang, hvad  vi hver især har lavet i sommerferien. Der hvor vi normalt ville blive utålmodige, sidder vi bare og smiler kærligt af, hvordan det hele har udviklet sig, og mormor ældre er blevet. Disse dage er noget ganske særligt.

Thi

Hvad hvad hvad. Mig mig mig. Det kan ikke passe det kan ikke passe det kan ikke passe. Men jo, det gør det altså. Laura, seksten år og ethundredtoogfyrre dage gammel og efter samme antal år, ikke længere single. Velkommen forhold, kæreste og alt dejligt der nu hører med. Alt dejligt, såsom den kildende følelse, helt ned i maven, når vores fingre fletter ind i hinanden. Eller den dybe øjenkontakt der aldrig bliver akavet. Den måde du giver mig et værd. Dine evige komplimenter, jeg aldrig rigtig ved hvad jeg skal svare til. Jeg troede aldrig at jeg skulle sige det og slet ikke om dig, men du får om noget hjertet til at banke. Dig elsker jeg.

Ja

Vi styrter rundt mellem hinanden for at finde vores redskab, river t-shirten og bukserne af, så kun dragten er tilbage. Gulvet er parat, til vi indtager det, med vores redskaber. Bolden laver flydende bevægelser. Den glider ud af mine hænder, triller væk. Jeg styrter efter den og prøver at fokusere igen. Alt går galt, men på tilskuerrækkerne sidder det bedste publikum. Bedsteforældre, forældre og søskende. De klapper bare de ser et smil, hvisker tavlen ren og ser frem til vi kommer på gulvet igen. Der er virkelig intet bedre end følelsen af et publikum, der klapper i takt, mens man går ud. Kan mærke at 13/14 får en kanon opvisning. Jeg glæder mig til foråret.

Sh

Det har vendt. Mine mundvige sidder spejlvendt af, hvad de gjorde for blot en uge siden. Modsat af, hvad de har gjort de sidste mange uger. Jeg kan mærke Laura, snige sig frem, efter at have lagt urørt lang tid. Jeg blev sat til side, af dårligt humør, forkerte valg og naive handlinger. Nu smiler jeg ved tanken om, at jeg ikke var forsvundet. Det tog bare tid at grave frem. At rette i de ting, der gik mig på. Nu vil jeg nyde min december måned, på v. 23, med min nye, søde rumbo, Julie. Jeg vil pynte op til jul, jeg vil smile. Jeg vil være kreativ, ikke bekymre mig om vægt. Fokusere på de dejlige mennesker, der har støttet mig gennem dette. Wauw, jeg er heldig. 

Hmf

Er det muligt, at få en form for skriveblokade? Det er det værste, jeg længe har oplevet, men hvad gør man ved det? Jeg er uden råd. Uden inspiration. Fuldstændig uden kriblen i fingrene efter at skrive. Uden en hjerne der er ved at eksplodere med fine ord. En følelse, der helt ny for mig - kan sagtens siges uden at blinke bare lidt med det ene øje.

I skolen kan jeg stirre på et tomt dokument flere minutter, uden et eneste ord falder mig ind. Er det en form for tiendeklasses indrømmelse? At man skulle være sprunget videre? At tiende er for kedeligt? Har jeg fået en dårlig lærer? Eller, er mine livsanskuelser bare forandret? Jeg sætter spørgsmål ved alt, for jeg har aldrig prøvet, at så meget fyldte mit hoved.

Åh

Jeg smiler ved tanken om, hvor godt du har det. Hver gang du smiler. Smiler med øjnene. Med den gode følelse i maven. Man kan se, hvor herligt du synes her er. Hvor meget du værdsætter hvert et døgn, hver en time. Det er som om, at du har taget min plads. Dog er jeg bare glad for, at jeg ikke er den eneste, der får denne oplevelse. Det ville være synd. Jeg glæder mig til, at hele mit liv bare er nogenlunde på plads. Til jeg ved hvor mit værelse er. Til jeg ved hvem jeg kan stole på. Helt ned til, at jeg får styr på mine julegaver og lektier. Det bliver simpelthen helt og aldeles skønt.

Sh

Så snart du skriver til mig, føler jeg, at jeg er jordens heldigste pige. Hvis jeg kunne forklare dig, hvor meget du reder hver eneste smukke dag. Hvis du vidste hvor stor en indflydelse du har på mit humør. Hvis du bare vidste, hvor meget jeg værdsætter det lille hjerte du sommetider sender mig på besked. Det kildrer i maven på en helt bestemt måde. Du bør vide, hvor mange tanker jeg har spenderet på dig. Du er noget helt for dig selv.

Qu

Er det normalt? Er det normalt, at jeg smiler ved tanken af dig. Bare jeg hører dit navn? Kan det passe at mit hjerte banker hurtigere pr. automatik, så snart du kommer gående imod mig. Er det meningen, at det hele skal føles så kompliceret? Alt for mange spørgsmål hober sig op og jeg kan ikke besvare et eneste af dem.

Uh

Kan det passe, at hver evig eneste dyrebare tanke, skal gå til dig. Til alt du står for og gør. Til alt du har gjort for og mod mig. Er det meningen, at jeg skal gennemanalysere hver en dag, hver en time. Er det normalt, at have så stor en knude i maven, der bare ikke kan løsnes? Det forvirrer mig. Mine tanker kludrer i det, som var vi halvtreds børn til at lege kluddermor. Som en garnrulle min kat har leget med. Jeg kan ikke finde enden på det og jeg får mere og mere ondt i maven, jo mere tid der går.

Tjo

Gamle rumboer, veninder, venner. Familie, fodboldkampe der skal ses og tandlægebesøg. Dette er, hvad der står i min kalender for tiden. Hver eneste weekend er booket til randen, men jeg nyder hver en ting jeg laver. Jeg har selv takket ja - og endda med et smil på læberne, ved tanken. 

Jeg har det godt. Godt dækker meget, men jeg har det sådan tilpas, måske lidt over, når det kommer til stykket. Jeg griner højlydt hver eneste dag, mens søde mennesker er mig nær. Har muligheder. Laver alt det, der gør mig glad. Spiller fodbold om morgenen, løber en tur i fritimen, skriver breve, lader fantasien vokse i tekstil og dyrker gymnastikkens mange veje. Alt dette, mens jeg er omringet af unge mennesker, der har mindst ligeså meget energi og lyst til leg og sjov, som jeg. Voksne mennesker, der brænder for det de laver. Mennesker der sætter sig ind i vores univers og hjælper os. Skaber rammerne. Jeg elsker deres mor-veninde-lærer-rolle de har overfor os. Den er tilpas behagelig. Rar, hvis jeg skal være ganske simpel. I mine drømme, varer dette evigt. 

Ah

Tre uger, done. Tre uger jeg har tilbragt med mennesker, jeg hurtigt er blevet glad for. Jeg har givet mig selv lov til at græde, når det var det, jeg havde brug for. Jeg har accepteret, at jeg er et menneske. Accepteret at jeg faktisk er blevet glad for Brejninggaard igen. Jeg ville ikke indrømme det. Nu vil jeg. Folk er evigt søde og hjælper gerne, hvis man har brug for en hånd. Alle kæmper deres egen kamp, alle er der endnu. Jeg er så stolt af dem. Jeg smiler helt tanken om, hvor skønne de er. Så åbne. I aften sætter jeg igen kursen mod skolen og denne gang, er det med et smil på læberne. Jeg er heldig. 

Sh

Man indser pludselig, hvor glad man er for tilværelsen, når man tager sig selv i, at have ondt i kæberne af at smile. Dette var tilfældet for mig idag, da jeg cyklede til frisøren. Jeg indså, at jeg smilede. Bare ved tanken om alle de gode ting i mit liv. Og jeg tror, at det præcis er dette, der gør, at jeg er klar på endnu et år, med kæmpe udfordringer. Jeg kan ved de hårde stunder, vende det hele ryggen og kigge på den gode side. Den side, jeg ikke behøver at kæmpe for at beholde. Den side, der bare er der. De venner, der gerne venter på, at jeg har overskud. Den familie, der gerne ligger ressourcer til, for at alt går op. Jeg ved jeg har dem, og nu vil jeg, om tretten timer, begynde noget nyt og stort. Noget der nok skal ende med at blive den gode side, jeg har bag mig. Vi ses, hvor længe der går, vides ikke. Men ses, det gør vi.

Gr

Min dag er fuldendt. Jeg gav en hjemløs halvtreds af mine kroner. På den ene side er det intet, på den anden er det meget. Glad blev han i hvert fald. Hans smil gik direkte ind i mit hjerte, og derefter fortrød jeg på ingen måder, hvad jeg lige havde givet fra mig. Også selvom, jeg kunne have købt en fin top i genbrug. Nej, hans smil, fik mig til at smile, og han lagde hånden på hjertet og sagde, at han ville bruge dem på noget, der fik ham til at smile. Andet end alkohol og smøger.

For normalt er jeg meget skeptisk. Da jeg var i London, godt et år tilbage, gav jeg lidt penge til en hjemløs, og da jeg efter at være gået forbi ham, vendte mig om, rejste han sig, og trak en Iphone frem under tæppet. Blev så rasende og siden da, har jeg haft svært ved at tro dem. Men denne mand havde et bestemt blik i sine øjne, der gjorde, at jeg kunne stole på ham. Og det fuldendte min dag. Mit smil er stadig højt hævet og jeg tror der går tid, før det forsvinder. Gør hvad der gør jer glade. Hvad der fuldender jeres dag.

Hæ

Det bedste kapitel sluttede med et brag. Taler og ord blev sagt, sange blev sunget og tårerne rev sig løs. Selv holdte jeg en tale. En tale, jeg havde brugt to måneder på. Så lang tid, fordi det er mig så ømt et punkt. Jeg er endnu lidt rastløs. Først nu har jeg tid til at sidde med familien, hjemme på terrassen. Med en skål foran mig, med jordbær. Med en søster overfor mig, der aftenen forinden lagde en tegning på mit skrivebord. Med en lillebror, hvori jeg nærmest ser mig selv. Inde ved telefonen sidder far, der jubler over nu at have fundet et job. Og mor, der smiler og prøver at opmuntre mig til det nye år. Sidst, men ikke mindst er der min storebror. Storebror der bruger al sin tid, ude ved hans lille bil, og gerne kører mig til hvilken som helst destination. Hm. Jeg tænker tilbage på nogle fortryllende tider, og selvom jeg ved det, registrerer min hjerne ikke, at vi ikke kommer tilbage. Pakkelisten har jeg ikke skænket en tanke, men den bliver pakket, når jeg er mentalt klar. Og hvor lang tid der går, vides ikke....

Uh

Fireogtyve grader. FIREOGTYVE GRADER?! Jeg står og stirrer lidt på termometret, kan dette passe? Jeg lister mig ud gennem havedøren i bare tæer og shorts. Jeg fryser ikke. For første gang i alt for mange måneder. Endnu engang klarer vi min storebrors fødselsdag med godt vejr, denne gang fylder han atten. Forleden kiggede jeg i kalenderen. Der er knap og nap, seks uger tilbage. Pyha, alt hvad vi dog har opnået, skal dette bare.. gemmes væk? De skriftlige eksamener er overstået og her står jeg. Min lyst til at være hjemme sank lige helt til bunds. Jeg vil tilbringe al min tid med disse skønherlige mennesker, inden en faktisk rigtig god sommerferie kommer. En uge til landsstævne, ugen derefter i Tyrkiet med en veninde. Dernæst venter mig to arbejdsuger i København hos min faster, med søde Emilie fra efterskolen. Når vi igen lander i Vestjylland, tager jeg fem dage på festival med alle mine efterskolevenner. Når alt dette er overstået har jeg syv dage med pakning, venindebesøg, familietid, oprydning i notater og alt det man skal nå inden noget nyt begynder. For derefter starter et nyt år. Med nye mennesker. Jeg tør ikke tænke tanken nu, men det skal nok blive godt til den tid. Lige nu nyder jeg bare at være her, det gode vejr og at lave noget konstant. 

Ja

Endnu lever jeg på tanken om, at jeg løb en halvmaraton. For første gang, men forhåbentlig ikke sidste. Måtte ud med det. Det var hårdt for min krop. Sidder med kun ni negle på tæerne, alt for mange vabler og nogle lidt ømme lægmuskler, hvis jeg altså selv må sige det. Men. Jeg klarede det, med min søde rumse, Lykke. 

Hm

Tankerne dræner mig for energi, mens vejret giver mig lyst til løbeture i det våde græs, danske jordbær og planlagte fotoshoot's med vennerne. Jeg har et stort savn til mine lockoutede lærere, hvor sindsygt det end lyder. Jeg savner deres gode humør, positive indflydelse og timerne i pavillionerne. Et nyoprettet fotoalbum for billeder der skal bestilles hjem. Tanken om at de vil pynte min hvide væg og mine nye billedrammer, giver fin genlyd i mit hoved. Sød musik spiller i mine ører, mens jeg føler alt banker, fordi tankerne sværmer omkring i mit lille runde hoved. En ny frisure pynter mit ansigt, hvor fregnerne pipler frem. Vi er i midten af april. Fuglene begynder deres kvidren klokken seks og jeg vågner ved lyset der står ind af vinduet. Jeg sprænger. Eksplodere. Hvorfor kan jeg ikke forklare. 

Ah

Om morgenen vågner jeg ved solens stråler der oplyser mit værelse. Den dejligste følelse. Langsomt lader jeg mine ben glide ud under dynen, for at bevæge mig over til tøjstativet, hvor min stærkt lyserøde morgenkåbe hænger. Mens jeg lister mig ned af trappen, tager jeg kåben omkring mig og møder der min mors smil. Duften af kaffe og havregrød har allerede fyldt rummet, og som minutterne går mødes hele familien omkring spisebordet. Idag bliver intet mindre end en god dag.

Ih

Tiden går. Tiden løber. Tiden flyver. Tiden forsvinder ud af mine hænder, hurtigere end nogensinde før. Jeg når ikke at skænke tiden en tanke, før jeg har tiden til at gøre det. Og tiden er der, når jeg ikke er på efterskolen. De dage jeg ind imellem de mange uger, tilbringer ude på landet ved lugten af ko og gylle. Hjemme. Der har jeg tid til at gruble over alt. Alt det jeg ellers aldrig har tid til at gruble over. Og denne gang blev det tiden. Hvor blev de seneste syv måneder af? De er druknet i gymnastikopvisninger, værelses-byt, skiferie, julehygge, musicaluge, kursus 1 uge, temadage, søde mennesker og ualmindeligt meget the. Vi hygger om hinanden, mens de sidste tre måneder nærmer sig. Nu vil jeg tilbage, bare for at få en ekstra dag med. Tanken om andet er uoverskuelig, for jeg elsker dette sted, mere end noget andet. B.E. 

Åh

Duften af mors hjemmebagte squashboller fylder rummet, mens familien langsomt bliver samlet. Efter flere timer væk fra hinanden, sidder vi igen i samme rum. Her nikker jeg i takt til musikken, mens jeg maser mig ned i Londonsofaen, blandt mine småsøskende. Jeg lader følelsen af familie og hjem fylde hele min krop, efter flere uger i selskab med andre levende væsener på min alder. Hvor er det rart at være hjemme på gården, hvor hjemmevante stemmer er mig nær konstant. Åh. Dette har jeg savnet.